Personlige frihed eller tryghed

Der er altid en balance mellem et menneskes personlige frihed og tryghed. Det er jo fint nok, at lægen har en journal over patientens helbred, så lægen kan træffe det bedste valg. Men den journal er også meget personlig og skal ikke gives videre til virksomheder, som har interesse i at sælge et produkt.
Her har vi altså en balanceret opvejning af, det at kunne være syg og få en behandling (tryghed) og så lægens mulighed for at skrive i en journal, som så kun skal bruges til at behandle det syge menneske og ikke videregives til kommercielle interesser (frihed) .

Balancen mellem et menneskes personlige frihed og tryghed hælder nu mere mod tryghed end frihed, når vi taler om brugen af kontanter i det danske samfund. Fra den 1. juli 2021 må en butik kun modtage 19.999 kr i kontanter. Man er derfor tvunget til at overfører pengene via en bank eller betale med et betalingskort. Hvem kigge med over skulderen? Hvem registrer, hvad du køber?
Fra den 1. juli kan man ikke mere vælge, om man vil dele sit forbrugsmønster, hvis beløbet er over 19.999 kr. Staten har gjort et klart valg: Vi skal være trygge og sikre os, at kriminelle ikke kan hvidvaske penge. Vores frihed til at vælge, hvilke informationer vi vil dele om os selv kommer i anden række.
Er der ikke andre tiltag overfor hvidvaskning, som ikke rammer den enkeltes frihed?

Ofte må den personlige frihed lide under den offentlige tryghed. Det kan, efter min menig, også være fornuftigt. Corona-pandemiens restriktioner i Danmark var generelt fornuftige og blev indført pga en samfundskrise. Men også fordi, det var det eneste man kunne gøre. Nu fjerne man restriktionerne igen, så den personlige frihed ikke bliver ved med at bliver ramt. Det synes jeg, er en god balance.

Vi har nok en tendens i Danmark til at vælge tryghed mere en frihed.